FEBRUAR 2024

FORMATION SWEATER MAN

Endelig kan vi sige velkommen til Formation Sweater Man i Popknit familien. Det er en opskrift, jeg har haft på ønskelisten i flere år, men en dag faldt det helt rigtige garn ned i skødet på mig, og så glødede mine pinde og hænder for at komme i gang. Da garnet er tykkere end, det der er anvendt på Formation Sweater er strikkefastheden også en anden (19 x 36). Derudover er mål og så videre selvfølgelig også tilpasse til herrer. Men det betyder ikke, at den ikke også kan strikkes til kvinder, men her må man så tilpasse opskriften lidt, så ærmer og krop ikke bliver for langt... Jeg skal i hvert fald have en på pindene til mig selv også. Jeg drømmer om en lavendelfarvet med høj hals.

 

JUICY FAMILY

I meget nær fremtid bliver også Juicy familien udvidet. Den ekstra tykke boucle er så sjov og spændende at arbejde med, at det vrimler med ideer i mit hovede. 

 

 

Jeg kan indtil videre afsløre, at jeg har en Juicy Hat klar til jer, der udkommer i midten af februar. Og der er et design mere på tegnebrættet i det smukke garn, men jeg skal være lidt længere i processen, før jeg deler...

 

PÅ MINE PINDE

Jeg har aldrig blot et enkelt projekt i gang ad gangen, nok snarere 5- 10 stykker. Nogle bliver til faktiske opskrifter, andre bliver skrinlagt, pillet op og genopstartet eller gemt til senere. Men det projekt der tidsmæssigt fylder mest i mit strikkeunivers pt er den her:

 

Jeg har arbejdet med kontrasten mellem grafiske linjer og bløde, ikke-stringente materialer, der bløder udtrykket op. Desuden har konstruktionen her fyldt en del. Fx har jeg ladet skuldersømmen sidde foran. Halskanten er strikket ud i et med selv sweateren, så den etableret fra starte. Jeg elsker at nørde med den slags små detaljer, og håber at I i lige så høj grad vil nyde at strikke dem. Modellen har hverken ærmer eller navn, men jeg regner med den udkommer engang i marts. Du er velkommen til at følge processen på helt tæt hold på Instagram: 

 

 

KOMMENDE WORKSHOPS OG STRIKKECAFEER

I løbet af foråret har jeg en masse events i kalenderen. Efter nøje overvejelser har jeg haft lyst til at udvide mit workshop-udbud, og nu kan du udover Tofarvet Patent, Tofarvet Dobbeltstrik og Vævestrik også få plads på holdet Jacquard og Ladderback. Desuden var der ret stor efterspørgsel på strikkecafe med undertegnede som vært. Så det har jeg tænkt mig at efterkomme. Arrangementet bliver af et par timers varighed. Jeg tager alle mine modeller med, holder et oplæg med udgangspunkt i designprocessen, tilvalg og fravalg, kæpheste, tips og tricks mm. Der vil også være mulighed for en spørgrunde i åbent forum, samt for individuel strikkehjælp, samt hygge og mødet med andre ligesindede. Jeg glæder mig til at møde jer ude i den virkelige verden.

17.03.24. Kl. 9.00-12: Strikkekursus i Jacquard og Ladderback

07.04.24. Kl. 9.00-12: Strikkekursus i Tofarvet dobbeltstrik

21.04.24. Kl. 10.00-12.00: Strikkecafe

 

OPDATERINGER

Da jeg sprang ud som selvstændig og begyndte at udgive opskrifter, havde jeg selvfølgelig en faglig bagggund, 40 års strikkerfaring og andre spændende kvalifikationer i rygsækken, men erfaringen med at skrive opskrifter, er jeg selvsagt stadig i gang med få. Og her snart fem år inde er jeg blevet både klogere og dygtigere og har fundet en fastere form og koncept. Så nogle af de opskrifter, der blev skrevet med lidt mindre erfaring får lige en tur under luppen 🔍 Du vil selvfølgelig få en mail med link til opdatering, når den er klar, hvis du allerede har købt opskriften. Skulle det ikke ske, er du velkommen til at skrive en mail.

I denne måned er der kommet opdateringer på One Way Or Another Hat og Formation Sweater.